Tandlægerne i Middelfart

Implantat

Forud for enhver implantatbehandling foregår en både grundig undersøgelse af området i kæben, hvor implantatet skal sidde og en grundig snak tandlæge og patient imellem omkring selve behandlingsforløbet.

Tandimplantatet fungerer som en erstatning for den tandrod, man har mistet, og et tandimplantat kan indtræde i flere forskellige funktioner. Nogle gange skal implantatet bære blot en enkelt tandkrone. Andre gange kan flere implantater være fundamentet for en velfungerende bro eller være en effektiv måde at sørge for at en tidligere dårligt fungerende protese klikkes fast, så den ikke længere er så levende, og man dermed meget bedre kan tale og spise uden at skulle koncentrere sig om at holde protesen på plads.
Et implantat er lavet i titanium, og der findes et utal af producenter. Hos Tandlægerne i Middelfart benytter vi os af implantater fra firmaet Dentsply, det tidligere AstraTech. Deres implantater udmærker sig ved, at der er lavet en lang række undersøgelser, som bekræfter, at netop deres implantater er af højeste kvalitet. Det er de samme implantater, der anvendes på Rigshospitalet i København, og implantater vi har arbejdet med de sidste 15 år.
På selve dagen, hvor implantatindsættelsen skal foretages, vil du hos os først få en penicillin pille og en smertestillende pille. På den måde reduceres risikoen for følgende infektion og for smerter. Herefter bliver der lagt en god lokalbedøvelse, da også implantatbehandling skal være fuldstændig smertefri hos os. Enhver implantatindsættelse følger en nøje planlagt procedure, som sikrer et 100 procent sterilt indgreb. Derfor vil du opleve, at dine behandlere vil bære kitler, mundbind og kirurgiske huer. Du vil også få en hue, og der vil blive lagt et klæde henover din mave. For nogle kan det se lidt voldsomt ud, men man skal blot huske på, at det er for at sikre den fuldstændige sterilitet, som er med til at sikre et perfekt slutresultat. Og selvom det hele ser anderledes ud end sædvanligt, kan vi stadig løbende tale sammen. Når hele operationsopdækningen er på plads, og vi har sikret os, at lokalbedøvelsen virker, lægges der et lille snit i tandkødet, hvor implantatet skal sidde. Tandkødet flyttes let til side, således knogleområdet hvor implantatet skal sidde er fritlagt. Herefter anvendes 3-4 bor, som skaber hullet, hvor implantatet skal sidde. Denne boring er meget diskret, og vi oplever tit, at vores patienter er overraskede over, hvor stille og roligt det hele foregår. Selve udboringen til implantatet foregår under stor hensynstagen til omkringliggende strukturer. Det kan være nabotænder, kæbehulen eller eventuelle nerver. Derfor tages der i forløbet op til flere røntgenbilleder for at sikre, at implantatet har den perfekte placering i kæben. Når implantatet er plads skylles området med sterilt saltvand og lukkes diskret med nogle sting. Mange patienter kan være nervøse for smerter efter operationen, men vores årelange erfaring viser os, at generne som regel er mindre end ved en simpel tandudtrækning. 
Efter en uges tid fjernes stingene, som er lagt i forbindelse med implantatoperationen, og din heling er nu godt i gang. Knoglen omkring et implantat skal have lov til at vokse i tæt kontakt med implantatet, inden det kan bruges. Helingen tager fra 3-6 måneder alt efter hvor i munden, implantatet er indsat.
Hos Tandlægerne i Middelfart benyttes vi os i høj grad af såkaldte healing-abutments. Dette er en lille titaniumopbygning, som i forbindelse med implantatoperationen skrues på implantatet og i helingsfasen diskret vil ligge i niveau med tandkødet. Dette muliggør, at vi, når vi skal lave den endelige krone, bro eller forbindelse til protese ikke behøver at udføre endnu en operation i tandkødet for at komme ned til implantatet. Vi kan blot skrue healing-abutmentet af, tage aftryk til den endelige løsning. Netop denne procedurefremgang er mange af vores patienter glade for.

Kontakt os

  • Tlf.: 64 41 01 88

    Får du ikke fat i os pr. telefon, så skriv til os via nedenstående formular.

Vi har modtaget din henvendelse!
Vi kunne ikke modtage din henvendelse. Venligst prøv igen.